onsdag den 7. juni 2017

Savannah

Så kom dagen hvor vi sagde farvel til Florida og sagde hej til Georgia! Efter at have trodset vejrudsigten nappede vi en varm runde golf før vi kørte fra St. Augustine, og tog derefter den tre timers køretur til Savannah.
 
Byen er vildt hyggelig og vi brugte dagen i går på at vandre rundt og se alle de ting man skal se i byen. Husene er bygget i bedste sydstatsstil.
 

Vi var også inde og se byens katedral.
 
 

Men mest af alt var det bare hyggeligt at gå rundt i den gamle by og kigge på de sjove sydstatstræer og mærke stemningen.
 
  

Vi skulle desuden også skifte bil i Savannah (en cabriolet har simpelthen ikke plads nok til alt vores skrammel i længden). Så vi byttede vores Ford Mustang Cabriolet

Ud med den mere rummelige Chevrolet Malibu.
 
 
I Mustangen skulle en af vores kufferter stå på bagsædet, og vi havde nærmest ikke plads til vores køleboks. Nu kan det hele være i bagagerummet og så kan vi shoppe med god samvittighed 🙈

Vi håber ikke i er druknet i vandmasserne endnu! Feriekrammere fra Georgia ❤️

mandag den 5. juni 2017

En masse kørsel, regnvejr og USAs ældste by

Vi er på nuværende tidspunkt i byen St. Augustine, som er USA's ældste by og som har været ejet af både Spnien, England, Spanien igen og nu USA. Byens historie går tilbage til 1500 tallet og det betyder at den har en helt fantastisk historie og smukke bygninger. Byens arkitektur er meget spansk inspireret fordi den har været under spansk regime i mange år.
 Det her er en del af byens College.

Vi var i går oppe og se fortet som har holdt byen sikker siden starten og vi fik at vide at alle krigene ved fortet havde været en kedelig afventende affære og alle overtagelser af byen, er blevet forhandlet fremfor kæmpet. Mest af alt fordi fortet var lavet af så tykke mure at en kanonkugle ikke havde nogen chance for at lave skade på fortet.
 
Vi brugte det meste af dagen på at gå rundt i byen og nyde solen (AV i dag), spise is og kigge på udsigten og bygningerne.
 

Før vi ankom til St. Augustine brugte vi lidt tid i Orlando hvor vi var en tur i outlet og fik shoppet lidt. Desværre kan regnen i Florida sætte en stopper for det meste, for når det regner i Florida, SÅ REGNER DET! Bare ved at løbe fra en butik til en anden (og de ligger max 5-10 meter fra hinanden) så jeg sådan her ud!
 
Vi lignede hurtigt druknede mus og tog hjem til hotellet for at være klar til at køre til St. Augustine.

I dag havde vi håbet på skulle gå med at gå 18 huller golf, men også det har regnen sat en stopper for! De lover nemlig rigtig meget regn, mulighed for skybrud og 80 % chance for lyn og torden.. Ja det kan man vel ikke ligefrem kalde golfvejr 😂

Vi skal have regn de næste par dage, så vi skal lægge hovedet i blød for at planlægge dagene. Vi håber i har det godt derhjemme, vi kan slet ikke forstå der allerede er gået en hel uge i det amerikanske🙄

lørdag den 3. juni 2017

Dry Tortugas- øen midt i ingenting

Så kom eventyret vi har set så meget frem til - vores overnatning på den øde ø Dry Tortugas (eller rettere garden key). 
Vi stod op kl. 5:30 da overnattende gæster skulle være tjekket ind med deres udstyr inden dagsgæsterne ankom. Da vi så de andres oppakning var vi sikre på vi slet slet ikke havde forberedt os nok, og til trods for at det viste sig de andre skulle være der flere dage og derfor havde mere grej var første indskydelse ikke helt forkert😊 2,5 time med hurtigfærge senere stod vi på øen, den er ikke større end at det tager små 10-20 min at gå hele vejen rundt, og så ligger den virkelig i midten af ingenting. Den sidste ø inden vi ankom lå ca. 1,5 times sejllads derfra.
 
Vi skyndte os ned og fandt en af de få camping pladser der er og var heldige at finde en med både brisen direkte igennem og skygge - begge ting er MEGET vigtig når solen bager hele dagen og man kun har en køletaske med is til at holde alt koldt eller køligt. Vi fik sat vores telt op og opdagede så at vi havde fået et telt hvor lynlåsen var i stykker så døren ikke kunne lukkes. 
 
Absolut ikke det fedeste når der er eremitkrabber og firben over det hele. Nå ja, og så var der også rotter😬 de nærmeste så vi i et træ en lille meter fra indgangen til vores telt lige inden vi skulle sove. Efter lidt panik fik Marc fikset en effektiv midlertidig dør med de dele af teltet vi ikke havde brug for grundet varmen. Så en smule nattesøvn blev det alligevel til.
 
Dagen blev brugt til at snorkle både før og efter dagsgæsterne var taget hjem og at udforske det gamle fort der fylder det meste af øen.
 
 Fortet skulle bruges som forsvarsstation og depot for krigsskibene dengang sådan nogle brugte kul. Det blev dog aldrig gjort færdigt grundet orkaner og opgivelse (vi spurgte også os selv mange gange hvorfor man overhovedet var startet med at bygge derude). 

 
Sigtbarheden i vandet var lidt dårligere en vi havde forventet men vi fik både set barracudaer, papegøjefisk og en enkelt stingray (tror den hedder en pilerokke på dansk).
Aftenen blev brugt på lidt aftensmad, det blev til ost og kiks da vi ikke gad bøvle med kul og andet til grillen, og at vandre lidt rundt på øen. Nede på dokken var der folk der var i gang med fiske og nogle af dem fik denne store haj på krogen. Den blev heldigvis sluppet fri igen. 
 
Derefter skulle tiden bare gå så vi kunne komme i seng, ikke noget vi glædede os til. Vi manglede et telt der kunne lukkes og en luftmadras. Men som sagt kom vi igennem natten og er nu på vej mod Key West igen. Vi håber at kunne holde til en 4-5 timer i bilen så vi kan komme et stykke videre i Florida, men hvorhen turen går nu ved vi ikke😜
 

onsdag den 31. maj 2017

Cykeltur, kirkegård og rastløshed

Første dag i Key West gik med at forsøge at holde os vågne så længe som muligt, og vi endte med at spise noget mexikansk og gå ned på marinaen, hvor vi lige præcist missede solnedgangen. Vi var så trætte at vi ikke engang orkede at drikke vores øl færdige (så er man altså træt!)

Vi sov til kl. 6 dagen efter, hvor vi ventede på at morgenmaden åbnede kl. 7. Vi fik hyggeligt selskab af en hønsefamilie der var mindst lige så interesseret i vores morgenmad, som vi var! The Keys er et stort fuglereservat og det er tydeligt at se at fuglene ikke må generes af mennesker. Når de går over vejen stopper alle biler og selv katte og hunde lever i fuld fordragelighed med hønsene.
 
Vi besluttede os for at leje cykler i går og brugte de tre første timer af dagen på at cykle ø'en rundt (ja den er ikke så stor - vi er bare langsomme)! Og huha det var VAAAAARMT! Vejret i går sneg sig langt over 30 grader, og det var mere end vi to blegfede danskere kan holde til - så der blev holdt mange cola pauser!

Vi forsøgte også at blive kølet af i poolen men det var ret nytteløst, da det føltes mest af alt som at bade i en spa så varmt var det! Ikke lige hvad vi havde håbet på 😂

Om eftermiddagen cyklede vi ned til Key West Kirkegård hvor der er nogle meget spøjse gravsten! Vi måtte dog kapitulere til varmen og spæne ind på den nærmeste kaffebar for at få en iskaffe og aircondition!
 I går aftes var vi på et bryghus for at få noget aftensmad og en hjemmebrygget øl! Det var rigtig hyggeligt og vi fik de bedste og mest friske calamari vi nogensinde har smagt! Og så havde vi den her udsigt 😊
 I dag synes vi vores Mustang trænger til at komme ud og køre en tur, og så nyder vi nok også ferien mest hvis vi kan få lov at opleve lidt, så vi kører en smut ud af de andre Keys og ser hvad vi finder på 😊

mandag den 29. maj 2017

Ford mustang, Key West og røde arme

Så er vi nået til Staterne. Vi landede i går omkring kl. 22 og var lynhurtigt igennem immigrationen. Det er første gang i USA vi har ventet på bagagen og ikke tolderne. 
 
Vi fandt bussen til biludlejning og fik hentet vores, alt for fede, ford mustang cabriolet og kom afsted til vores overnatning i Ft. Lauderdale. Godt det kun var den ene nat vi skulle være der. Gammelt, beskidt og ulækkert er desværre de bedste ord at beskrive vores værelse med. Så vi var oppe og ude af døren kl. 6 (ca. 7 timer efter vi var kommet ind af døren😜).
 
Dagen i dag er gået med at få turens første pandekager til morgenmad, selvfølgelig på Denny's, køre den fantastiske strækning ned til Key West og så lige vores første runde i walmart så vi er klar til den første del af turen.
 
Vejret har ikke været under 27 grader endnu, så taget på bilen har været slået ned hele dagen hvilket har medført røde arme og nakker til trods for solcremen er blevet brugt (især Camilla skal lære at cremen skal smøres ud på hele armen😂).
 
Vi fik frokost på øen marathon på en virkelig hyggelig restaurant med udsigt til en lille marina og den flotte fyr på billedet.
 
Nu sidder vi og nyder en øl på vores rigtig fine motel i Key West som er vores hjem de næste 3 dage.
Som altid håber vi I har det godt og vi savner bestemt ikke det danske vejr.

søndag den 28. maj 2017

Så er vi afsted

Så er det blevet dagen hvor vi drøner mod Trump land, og vi sidder lige nu i toget til Kastrup Lufthavn 😊 Vi skal flyve ved en 18 tiden, så det passer med at vi har omkring 3 timer i lufthavnen når vi ankommer - det er helt perfekt til at få tjekket ind, få en kop kaffe og få luret lidt butikker.

 

Vi ankommer til Fort Lauderdale omkring kl. 22 amerikansk tid, og så skal vi ud og hente vores bil inden vi finder vores første hotel kun en kort køretur fra lufthavnen.

torsdag den 2. februar 2017

Roadtrip igen, igen - USA Østkyst 2017

Så kunne vi ikke holde os væk længere. Turen går igen til USA i maj/juni på vores tredje roadtrip i landet der snart kan kaldes vores andet hjem. 

Denne gang kommer turen til at fungere både som bryllupsrejse og en nok kærkommen pause fra vores husprojekt - det kan I følge på; hvorsvaertkandetvaere.bloggersdelight.dk 

Ruten kommer i store træk til at se ud som følgende:



Vi har lært fra vores tidligere ture at frihed er rart og derfor er flere af de lange stræk kun en start- og slutdestination. Alt imellem finder vi ud af derovre.

Men der er selvfølgelig noget planlagt hjemmefra. Turen denne gang indeholder oplevelser som:
Overnatning på Dry Tortugas - google og bliv misundelig:)
4 dages CMA Music Festival i Nashville
Hiking i Great Smoky Mountains (Denne gang VIL vi se en bjørn)
Niagara Falls
Ben & Jerry's Factory Tour

Resten tager vi som det kommer:)

Godt vi har husprojektet til at holde os beskæftiget indtil afgang. Så kan det være det ikke føles som så lang tid:)