onsdag den 24. juli 2019

Hård hike i Grand Canyon og bilcamping

Tirsdag morgen stod vi tidligt op, for at tage den halvanden times køretur til Grand Canyon. Vi havde planlagt en helt fantastisk hike til Skeleton Point, som er en 10 kilometer lang hike halvvejs ned i Grand Canyon. 


Da vi ankom tog vi parkbussen ud til det punkt på Grand Canyon hvor trailheaded starter. Vi begynder at gå mod første punkt som hedder intet mindre end: Ohh Ahh point. De forskellige hikes er bygget op, sådan at der er nogle forskellige punkter som fungerer som naturlige vendepunkter, afhængig af lyst og udholdenhed. Hold ferie hvor var der pænt!! 

Vi havde nu vandret 0.9 mil, og synes det gik så snildt at vi lystigt vandrede videre (godt dumrianer, det går jo ligesom også nedad. Så vi vandrer lystigt videre. Da vi ankommer til Cedar Ridge som er andet vendepunkt på vejen, får vi en fantastisk udsigt.

 På vejen møder vi nogle meget forpustede folk (med væsentlig bedre kondition end os), og bliver da en smule bekymrede, men vi møder to hikere som sigere det er det hele værd og der kun er 20 minutter til Skeleton point (LYV!). Så videre med os. Lidt efter møder vi en park ranger der med stærke undertoner mener vi skal vende om og stiller spørgsmål ved hvorfor vi vil helt til Skeleton Point, hvor Marc hovedrystende svarer
 “The wife wants to see Colorado river”. Rangeren ryster på hovedet og ønsker os god tur. Den sidste del går, som resten, let. Og da vi kommer til Skeleton Point bliver vi ikke skuffede. Der er den mest fantastiske udsigt over Grand Canyon og kig til Colorado river. 

Vi finder en plet med skygge - som mildest talt er svær at finde - og spiser vores frokost mens vi nyder udsigten..

Vi nyder den ikke nok..
Vi begyndte vores hike tilbage op af Grand Canyon, da vi havde tanket op på energi. Efter en lille halv kilometer lød Camilla som en strandet søløve, og så kunne det da godt være at vi sendte en kærlig tanke til park rangeren. Efter en pænt sagt lagsom og hård hike, nåede vi Cedar Ridge hvor vi tog en lang og velfortjent pause, med muslibar og energidrik. Herefter gik turen lidt mere smertefri (løgn igen, men igen døde)! Da vi kom til Ohh Ahh point tog vi et hvil, og vidste at vi nu kun havde 0.9 mil hjem! Vi var lige ved at få et egern med hjem i tasken, da det var så nysgerrigt at det selv hoppede ind, men altså, den har sgu nok en bedre udsigt end fra Nørrebrogade, så vi gav den lidt vand, og så var vi videre.

Sidste del var sjovere - vi vidste vi snart var oppe 😂Og da vi endeligt nåede kanten af Grand Canyon, følte vi os mega seje, specielt da vi så vi kun havde brugt 4,5 time - på trods af en søløve på slæb! Turen er sat til at tage mellem 4 og 6 timer.
Men vi var trætte! Nøjs hvor var vi trætte! Sjældent har jeg (Camilla) prøvet noget så hårdt og sjovt på samme tid! 

Vi tog bussen tilbage til besøgscentret og kørte mod Tuba city, hvor vi håbede på at kunne få en plads på en campingplads
Det kunne vi heldigvis. Vi havde købt luftmadras og soveposer, og planen var at sove bag i vores Ford Explorer - for den er rigelig stor (ja ja vi havde da afprøvet det - hvad regner i med)! Vi fik lagt sæder ned, og redt op til natten - og hold op hvor så det hyggeligt ud! Vi havde sgu ikke lige overvejet at det der med at man ikke skal efterlade sin hund i bilen en sommerdag, også gælder mennesker, men mere om det senere. Der lå en hyggelig restaurant ved siden af pladsen som vi spiste på. Det der kom ud af det, var rigtig fin mad, og en omgang dårlig mave til os begge 🙈men altså, det gik væk og efter et tiltrængt bad, skulle vi i seng.. Eller i bil? Eller på luftmadras? I ved hvad jeg mener. Der blev skreget af grin når den ene vendte sig, for det føltes lidt som at sove i en vandseng, som vi begge har minder fra fra henholdsvis Camillas farmor og farfar og Marcs forældre. Men altså, sove skulle vi. 



Det blev så bare ikke koldere inde i bilen, nærmere tværtimord. Og til midnat gav vi op, åbnede bagklappen, pumpede mere luft i luftmadrassen og så var det ellers til at være der.. Så hele natten sov vi med bagklappen åben og krydsede fingre for at ingen øksemordere kiggede forbi (Camillas bekymring) men da vi først faldt i søvn gik det snildt. Indtil vores bankmand ringede.. Klokken 3 om natten 😳Da vi igen skulle sove fik Marc indskudt “bare der nu ikke kommer en coyote” 😳! Så udover at skulle bekymre sig om øksemordere, lå jeg så også at tænke på at der forhåbentligt ikke kom en coyote og åd mig! Altså!
Men vi faldt i søvn og sov til kl. 6, så det var vist en succes historie.





Det blev dælme lidt langt! Resten får I i næste indlæg.

Håber I nyder jeres sommervejr, vi nyder vores.. For det meste..

Kærlig hilsen dem med ondt i benene

Ps. Der er kommet et par billeder på forrige indlæg 😊

Ingen kommentarer:

Send en kommentar