lørdag den 3. juni 2017

Dry Tortugas- øen midt i ingenting

Så kom eventyret vi har set så meget frem til - vores overnatning på den øde ø Dry Tortugas (eller rettere garden key). 
Vi stod op kl. 5:30 da overnattende gæster skulle være tjekket ind med deres udstyr inden dagsgæsterne ankom. Da vi så de andres oppakning var vi sikre på vi slet slet ikke havde forberedt os nok, og til trods for at det viste sig de andre skulle være der flere dage og derfor havde mere grej var første indskydelse ikke helt forkert😊 2,5 time med hurtigfærge senere stod vi på øen, den er ikke større end at det tager små 10-20 min at gå hele vejen rundt, og så ligger den virkelig i midten af ingenting. Den sidste ø inden vi ankom lå ca. 1,5 times sejllads derfra.
 
Vi skyndte os ned og fandt en af de få camping pladser der er og var heldige at finde en med både brisen direkte igennem og skygge - begge ting er MEGET vigtig når solen bager hele dagen og man kun har en køletaske med is til at holde alt koldt eller køligt. Vi fik sat vores telt op og opdagede så at vi havde fået et telt hvor lynlåsen var i stykker så døren ikke kunne lukkes. 
 
Absolut ikke det fedeste når der er eremitkrabber og firben over det hele. Nå ja, og så var der også rotter😬 de nærmeste så vi i et træ en lille meter fra indgangen til vores telt lige inden vi skulle sove. Efter lidt panik fik Marc fikset en effektiv midlertidig dør med de dele af teltet vi ikke havde brug for grundet varmen. Så en smule nattesøvn blev det alligevel til.
 
Dagen blev brugt til at snorkle både før og efter dagsgæsterne var taget hjem og at udforske det gamle fort der fylder det meste af øen.
 
 Fortet skulle bruges som forsvarsstation og depot for krigsskibene dengang sådan nogle brugte kul. Det blev dog aldrig gjort færdigt grundet orkaner og opgivelse (vi spurgte også os selv mange gange hvorfor man overhovedet var startet med at bygge derude). 

 
Sigtbarheden i vandet var lidt dårligere en vi havde forventet men vi fik både set barracudaer, papegøjefisk og en enkelt stingray (tror den hedder en pilerokke på dansk).
Aftenen blev brugt på lidt aftensmad, det blev til ost og kiks da vi ikke gad bøvle med kul og andet til grillen, og at vandre lidt rundt på øen. Nede på dokken var der folk der var i gang med fiske og nogle af dem fik denne store haj på krogen. Den blev heldigvis sluppet fri igen. 
 
Derefter skulle tiden bare gå så vi kunne komme i seng, ikke noget vi glædede os til. Vi manglede et telt der kunne lukkes og en luftmadras. Men som sagt kom vi igennem natten og er nu på vej mod Key West igen. Vi håber at kunne holde til en 4-5 timer i bilen så vi kan komme et stykke videre i Florida, men hvorhen turen går nu ved vi ikke😜
 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar